Sådan arbejder jeg, når en mistænkelig sms skal vurderes

Når en sms virker mærkelig, er min første handling at gøre ingenting. Jeg trykker ikke på linket, svarer ikke og ringer ikke til nummeret i beskeden. Jeg lægger telefonen på bordet, tager en slurk kaffe og kigger på beskeden som på et stykke papir, der er lagt foran mig. Det lyder banalt, men det er netop det trin, de fleste springer over, fordi beskeden er skrevet til at få dem til at skynde sig.

Når jeg skriver en artikel her på bloggen, begynder jeg på samme måde. Jeg skriver beskeden af i et dokument, så jeg kan se på ordene uden at have en klikbar knap tæt på fingrene. Teksten bliver til almindelige bogstaver, og så er det meget lettere at se, hvad der egentlig står, og hvad der bare virker presserende.

Jeg læser beskeden tre gange med tre forskellige spørgsmål. Første gang: hvem påstår afsenderen at være, og passer det med, hvordan sådan en afsender plejer at skrive? Anden gang: hvad vil beskeden have mig til at gøre, og hvor hurtigt? Tredje gang: er der noget i sproget, der skurrer, for eksempel en mærkelig tiltale, en stavemåde, der ikke hører hjemme, eller en frist uden begrundelse.

Jeg noterer svarene i korte stikord ved siden af den afskrevne tekst. Ofte er det den anden læsning, der afslører mest. En besked, der kræver handling inden for få timer og samtidig ikke forklarer, hvorfor det haster, har en bygning, som jeg kender igen fra mange andre eksempler, og den bygning er vigtigere end enkeltord.

• Hvem påstår afsenderen at være?
• Hvad skal jeg gøre, og hvor hurtigt?
• Hvad i sproget passer ikke?

Et tjek er kun værd noget, hvis det går en anden vej end selve beskeden. Står der i en sms, at den kommer fra en virksomhed, finder jeg virksomhedens egen hjemmeside ved at skrive adressen selv eller bruge en bogmærket side, og jeg kigger efter, om samme sag nævnes dér. Jeg bruger aldrig telefonnummeret eller linket fra beskeden, for dem har afsenderen selv valgt.

Når jeg skriver om denne rutine, forklarer jeg læserne, at det ikke handler om mistro til alle. Det handler om at have en fast vej, man altid går, så man ikke skal træffe en ny beslutning under tidspres hver gang. Rutinen fylder under to minutter, og den giver ro, selv når beskeden viser sig at være ægte.

Alle eksempler på bloggen er konstruerede af mig og tydeligt mærket som eksempler. Jeg starter med at vælge ét advarselstegn, som eksemplet skal vise, for eksempel en frist, der virker uforklaret. Derefter skriver jeg en kort besked, hvor det tegn er til at få øje på, men ikke råbende. Et eksempel, der er for tydeligt, lærer læseren ingenting, for virkelige beskeder er sjældent så ligetil.

Jeg lader altid eksemplet hvile et par dage og læser det igen med friske øjne. Hvis jeg selv kan se tegnet på første blik, men en venlig bekendt ikke kan, justerer jeg. Links i eksemplerne er aldrig funktionelle, og der står ingen navne på rigtige firmaer eller personer. Pointen er at øve blikket, ikke at efterligne en rigtig afsender.

Når jeg har gennemgået en besked, samler jeg vurderingen i tre linjer: hvad der talte for, at beskeden var ægte, hvad der talte imod, og hvad jeg ville gøre som næste skridt. Det næste skridt er næsten altid det samme: lade beskeden ligge, tjekke afsenderen på en anden vej og først derefter beslutte, om der skal handles.

Disse tre linjer bliver grundlaget for de checklister, jeg deler i artiklerne. De er bevidst korte, fordi en liste, man skal bladre i, ikke bliver brugt, når pulsen er oppe. Hellere tre spørgsmål, man kan huske, end tolv punkter, man skal finde frem.

• Hvad talte for, at den var ægte?
• Hvad talte imod?
• Hvad er næste skridt?

Jeg skriver om dette emne til daglig, og alligevel kan en besked ramme på et dårligt tidspunkt. Er jeg træt, midt i en travl dag eller venter jeg faktisk en pakke, falder min vagtsomhed. Derfor tror jeg mere på rutiner end på årvågenhed. En rutine virker, også når man ikke har overskud.

Jeg ved, at en vurdering ikke altid ender med et sikkert svar. Nogle gange er beskeden tvetydig, og så er den rigtige konklusion, at jeg ikke kan afgøre det ud fra selve beskeden. Så går jeg til afsenderens egen kanal og lader beskeden være. Den slags usikkerhed er helt almindelig, og den er ikke et nederlag.