Link i mailen eller opslag på egen hånd: to måder at tjekke en e-mail

Når der lander en e-mail i indbakken, som du ikke helt stoler på, er der i praksis to veje at gå. Den ene er at granske selve mailen: afsenderadresse, sprog, logo, opbygning og knapper. Den anden er at lade mailen ligge og kontrollere sagen på egen hånd, uden at bruge noget fra den. Begge dele kaldes ofte for at tjekke, men de fungerer meget forskelligt, og de giver ikke samme grad af ro.

Jeg skriver her som forfatter, ikke som nogen, der repræsenterer en bank eller en myndighed. Det, jeg vil gøre, er at stille de to veje op ved siden af hinanden, vise hvad hver af dem kan og ikke kan, og ende med en anbefaling, du kan bruge i en travl hverdag. Undervejs viser jeg konkrete situationer, du kan øve dig på.

Om foråret og sommeren er indbakken ofte rolig, men i efteråret fyldes den med påmindelser, regninger og tilbud, og det gør det sværere at bevare overblikket. Netop derfor er det en fordel at have besluttet sig for en fast fremgangsmåde på forhånd.

Ved den første vej ser du på mailen som et stykke tekst, der skal vurderes. Du kigger på afsenderadressen, om navnet og domænet passer sammen, om hilsenen er upersonlig, om sproget er mærkeligt oversat, og om der er et pres i tonen. Du kan føre musen hen over et link, uden at klikke, for at se, hvor det peger hen. Det er en rimelig øvelse, og den lærer dig at lægge mærke til detaljer.

Styrken er, at du hurtigt kan sortere de dårligste forsøg fra. En mail med åbenlyse stavefejl, en afsenderadresse bestående af tilfældige tegn og en trussel om lukning inden for få timer er let at afvise. Det kræver ingen særlig viden, kun ro og et par sekunders opmærksomhed.

Svagheden er, at du bliver ved med at bruge mailens eget materiale som bevis. Selv hvis du er hurtig, bygger din vurdering på det, afsenderen har valgt at vise dig. Gode forfalskninger er netop lavet, så de ser rigtige ud ved et hurtigt blik. At en mail ser fin ud, er derfor ikke det samme som, at den er ægte.

• Se på afsenderadresse og domæne, ikke kun på visningsnavnet
• Før musen hen over links uden at klikke
• Læg mærke til pres, frister og trusler i tonen

Ved den anden vej bruger du slet ikke mailen som udgangspunkt. Hvis den hævder at komme fra et firma, du har en aftale med, åbner du selv firmaets officielle side ved at skrive adressen, du kender, eller bruge en bogmærket genvej. Er der en reel sag, vil du kunne finde den dér, i din egen log ind-oversigt eller i en tidligere korrespondance.

Fordelen er, at du fjerner afsenderens indflydelse på tjekket. Det betyder ikke noget, hvor overbevisende logoet er, eller hvor pæn teksten er, for du bruger det ikke. Du spørger i stedet et sted, du selv har valgt og i forvejen stoler på. Det er en enkel regel, og den virker, også når forfalskningen er rigtig god.

Ulempen er, at det tager lidt længere tid, og at man skal have en idé om, hvor man finder det rigtige sted. Har du ikke kontakt til afsenderen i forvejen, kan det føles omstændeligt. Men den ekstra tid er lille sammenlignet med de problemer, en forhastet reaktion kan give.

• Skriv adressen selv eller brug et bogmærke du har oprettet tidligere
• Tjek om sagen findes i din egen oversigt hos afsenderen
• Brug et telefonnummer fra en tidligere regning, ikke fra mailen

Forestil dig en mail, der påstår at komme fra dit el-selskab og siger, at din betaling er mislykkedes, og at du skal bekræfte dine oplysninger inden for et døgn. Med den første vej ser du, at hilsenen er upersonlig, og at fristen er kort. Det vækker mistanke, men du kan stadig være i tvivl, fordi logoet ser rigtigt ud, og afsenderen har et troværdigt navn.

Med den anden vej lader du mailen ligge. Du åbner i stedet din egen aftale eller seneste regning og ser, om der står noget om en mislykket betaling. Står der ingenting, er svaret klart, uden at du har brugt et eneste klik fra mailen. Står der noget, kan du håndtere det i den rigtige kanal.

Bemærk, at begge veje peger i samme retning her, men kun den anden giver dig et svar, du kan stole på. Den første giver dig en fornemmelse, den anden giver dig en kontrol. Den forskel er pointen i hele sammenligningen.

Det er ikke alle mails, der kræver omvejen. Er det et nyhedsbrev, du selv har tilmeldt dig, og indholdet ikke beder om noget, behøver du ikke gøre mere end at læse det eller slette det. Her er der ikke noget at tjekke, fordi mailen ikke forsøger at få dig til at handle.

Problemet opstår, når mailen vil have dig til at gøre noget: klikke, logge ind, betale, sende oplysninger eller ringe tilbage. Så er det ikke længere nok at vurdere, om mailen ser rigtig ud. Så er spørgsmålet i stedet, om anmodningen er ægte, og det kan du kun afgøre uden for mailen.

Jeg ser ofte, at læsere bliver trygge, fordi de har lært at spotte stavefejl. Det er godt, men det kan give en falsk tryghed, hvis alle fremtidige forfalskninger forventes at være sjuskede. De bliver bedre, og din metode skal kunne klare de gode også.

• Læs frit, hvis mailen ikke beder dig om at gøre noget
• Brug omvejen, så snart der er et link, en frist eller en betaling
• Stol ikke på pænt design som bevis

Min anbefaling er at gøre den anden vej til din faste regel, så snart en mail beder dig om handling, og at bruge den første vej som en hurtig sortering i forvejen. Læs mailen, bemærk advarselstegnene, men lad aldrig læsningen alene afgøre, om du handler. Hold dig til én fast vane, så du ikke skal tænke dig om hver gang.

Gør det konkret: lad mailen ligge, åbn din egen kilde, og afgør sagen dér. Det tager typisk et par minutter, og du kan gøre det i dit eget tempo. Skulle du stadig være i tvivl, kan du vente til næste dag, for en reel sag forsvinder sjældent af at blive set på i morgen.

Og husk, at storyvoxi er en uafhængig blog. Jeg repræsenterer hverken politi, banker, MitID eller andre myndigheder, og denne tekst er læsestof, ikke en afgørelse af din sag.